Vi har den 7. september 2010 fået vores 5. kuld killinger - 1 pige og 1 dreng

De meget smukke forældre er:

Se killingernes stamtavle her
 

Navn Køn Farve Kvalitet Status
Izarra's Elvira

Lilla Show, avl Solgt
Izarra's Elvis Brun Show Solgt

 

 
23. marts 2011

Elvis

Se lige den lille smukke fyr! 6 måneder og 3,5 kg. Det er da noget at prale af:) Det er vildt så stor og skøn han er blevet. Elvis er ikke blevet mindre fræk med alderen og har nu fået kaldenavnet Emiiiiiil! hihi, hvorfor mon?? Han er fræk som en abe og kærlig som en lille hund, og så er han ikke bange for noget eller nogen. Han er nu også blevet bedste venner med Helene og René lille hund, Sally. De to ligger ofte og putter sammen.

   
9. december 2010

Ricco og Shika

Så blev det Ricco og Shikas tur til at komme hjemmefra. Pia kom og hentede dem dagen efter, Elvira var flyttet. Puha, hvor blev der tomt lige med et, da de to humørspredere smuttede. Det har været en kæmpe oplevelse for os at passe Pias dejlige killinger og se, at de har vokset sig store og stærke. Nu ønsker vi dem og Pia al held og lykke i fremtiden. Pia fortalte, at der lige gik et par dage inden deres mormor tog imod dem. Hun synes, de var nogle mærkelige størrelser, men nu er de bare gode venner og putter sammen. Er der noget mere skønt!?

Shika

Her er lige lidt sidste billeder af Shika i vores hjem, inden hun tog med Pia hjem. Pia var så stolt af sine børn, og jeg er sikker på hun synes, de var store og smukke. Man kan da ikke andet!

 

Ricco

Og her har vi charmeren, Ricco. Han ville godt ligge i arm med det samme. Pas nu godt på din mor, Ricco :)

   
Elvira

8. december 2010

Her er lige lidt forsinkede billeder af Elvira i sit nye hjem og hendes møde med sin nye familie og alle bimserne. Det blev endelig hendes tur til at flyve fra reden og jeg tror nok, der var nogle, der havde glædet sig meget ;) Det var fantastisk at se, hvor flot hun tog det, den lille pus. Hun gik bare rundt på opdagelse og ellers var det skønt at putte i sofaen hos Mikkel. De to blev hurtigt bedste venner, og Mikkel fik da også masser af kyssere. Ellers fansdt prinsessen ud af, at der var meget trygt og varmt i fars arme, og det lå hun og sov lige så lang, hun var. Hun var ikke engang generet af Carisma, der lige skulle snuse til hende, og fandt Elvira ret skræmmende. Dejligere temperament fås ikke. Al held og lykke med jeres guldklump kære familie.

   
8. december 2010

Så er her lige lidt nye billeder af killingerne for sidste gang inden de alle flyver fra reden. Det er lige oppe over. Tænk, jeg synes, at jeg har taget nogle ok billeder af flokken, men efter weekendens besøg, har jeg fået af vide, at billederne slet ikke fanger killingernes skønhed. Så nu har jeg forsøgt mig igen, og forhåbentlig kan I se, hvor skønne de alle er. Det er et held, at jeg i det hele taget, har nogle killinger at fotografere, for de var ved at blive stjålet af gæsterne allesammen. ;) Elvis har siden sidst forladt reden, som I kan se. så her er de tre skønheder, der er tilbage. Nyd dem ;)

 

Elvira

Elvira er idag 13 uger og 1 dag og idag flytter hun hjemmefra, så dette er de sidste billeder af hende i vores hjem. Hun er vokset sig stor og smuk og vi er sikre på hun nok skal klare Blu, Zeus og Carisma i stiv pote. Hun skal nemlig bo hos Winne, Christian, Emma og Mikkel og Blu-Ray selvfølgelig, som også er herfra. Vi håber, hun kan bringe jer ligeså mange glæder som Blu, og forhåbentlig endnu flere, da hun skal være jeres første avlsmis. Jeg håber, hun klarer alt til UG ligesom sin mor, Molly, og I ved naturligvis, at jeg vil hjælpe jer hele vejen. Det glæder os meget, at vores lille prinsesse skal bo hos jer, for vi ved, hun vil få al den opmærksomhed og kærlighed hun behøver - og mere til. Pas nu godt på prinsessen, og vi glæder os meget over at kunne få lov at følge hende i fremtiden.

Pias børn

Idag er Pias børn 12 uger og 1 dag og de flytter hjem imorgen. Pia kommer og henter dem. Det bliver så spændende at høre, hvad hun siger til dem, for sidst hun var her, var de ikke ret store, og nu er de bare så smukke og fantastisk søde. Det bliver lidt hårdt at skulle af med dem efter at have passet dem gennem en svær tid i deres liv. Men det glæder mig så meget, at jeg har kunne hjælpe hende takket være min fantastiske hunkat Molly. Så derfor en stor tak til søde Gerda for vores skønne Mollypige. Og til Pia, vil jeg blot sige, at jeg håber, jeg må komme og kigge til dine bebser en gang i løbet af sommeren.

Shika

Shika er den lille skønne perser prinsesse. Hun er så fin og ekstrem typet. Det er jo lige noget, jeg kan lide. så det har været en fornøjelse at passe to så dejlige killinger og se dem blive så vidunderlige. Shika er rigtig begyndt at tage på i løbet af de sidste par dage, og det er nu skønt at hun ikke er sådan en lille piberenser, når hun skal fra Mollymor. Nu bliver det bare spændende, hvad Jamilla, deres mormor, siger til de to nye legekammerater. Jeg håber sådan, det hele går nemt, men mon ikke, for Jamilla har været alene et stykke tid og hun vil nok nyde, at der nu kommer selskab og liv i huset, for de er et par rigtig skønne bøller de to.

Ricco

Ricco er blevet dejligt stor og tyk i forhold til Shika. Han er nu husets bølle efter Elvis er forsvundet. Nu er det rigtig ham, der sætter gang i alle optøjerne herhjemme. Han er blevet meget mere kælen og opmærksomhedsøgende igennem den sidste tid. Han er stadig helt syg med at bide i tæer, se bare sidste billede, og har har altså syle skarpe bisser. Av! Han er stadig så guddommelig smuk og se lige en flot profil. Jeg er sikker på at han nok skal sætte gang i tingene hjemme ved Pia. :) Vi ønsker ham, lille Shika og Pia det aller bedste og en rigtig glædelig jul!

   
30. november 2010

Idag er E'erne 12 uger og Pias børn er 11 uger. Det er dog tydeligt at se, at de ikke er lige gamle. E'erne er væsentlig større end Ricco og Shika. De drikker alle stadig mælk hos Molly-mor. Her på de første billeder kan I rigtig se deres sammenhold. De er så glade for hinanden og så elsker de at lege med Azizi og Dreamy, ellers er det omvendt. De to store killinger, kan slet ikke lade dem være, og de har da også lige sneget sig med på et billede eller to. Dette bliver nok de sidste billeder, hvor de er samlet, for Elvis skal flytte hjemmefra på søndag.

E-kuld

De store børn er nu 12 uger idag, og vi kan slet ikke forstå, hvor tiden er blevet af. De vejer begge nu over 1.1 kg og strutter af sundhed. De har begge så meget personlighed og er også begge nogle rigtig hængetræer. Det bliver både godt og ondt at skulle af med dem. Godt fordi jeg kan ikke få lov til at læse til eksamen uden et eller to hængetræer på mig, og det er ikke altid lige let. Og naturligvis trist, fordi vi skal tage afsked med vores dejlige børn. Her er det en stor trøst, at vi ved de kommer til at få det som prins og prinsesse i deres nye hjem.

Elvira

Elvira er den blide kærlighedspige, som er ekstrem hengiven og opmærksom. Dog kan hun også være en rigtig krudtmås, og hun går aldrig uden om en slåskamp med sine mange søskende. Hun bliver mere og mere udmasket og smukkere og smukkere, selvom hun stadig lømler og er ret lang og tynd. Men hun vejer 1141 gram, så det er en fin kampvægt på 12 uger. 

Elvis

Elvis er stadig den største kysseprins, og han bliver så vild, når han kysser, at han til tider lige må sætte tænderne i også, og av for p..... ! Men hvem kan nægte prinsen et kys eller to? ;) Jeg er sikker på, at Helene ikke kan. Jeg ved at hun næsten ikke kan vente til at få ham hjem på søndag. Det bliver spændende at høre, hvad han siger til et nyt hus og en masse nye missere, men jeg er sikker på, han tager det i stiv pote med hans temperament. Hans mellemnavn er frygtløs. Pas nu godt på ham, Helenepigen <3 Men det ved jeg du vil. <3 <3

Pias børn

Ricco og Shika er bare de lækreste bamser. Prøv at se al den pels og de store te-kop øjne. Kan man være mere nuttet. De er som sagt 11 uger idag og Ricco vejer omkring 900 gram mens Shika kun vejer omkring de 800 gram. Nu må de godt til at tage lidt på de to små størrelser, så de kan komme hjem til deres rigtige mor. Jeg tror snart heller ikke Pia kan vente mere. Tiden føles uendelig lang, når man glæder sig.

Shika

Shika er den mest fantastiske pige med en skønt temperament. Hun er klart den mest hengivne af de to. Hun elsker at give næsepeeling og mens kigger hun os ind i øjnene med sine store te-kop øjne. Hun er simpelthen så nuser og lille. Vi håber meget, at hun snart taget lidt mere på, for vi synes ikke hun er ret stor, så hun må lige fedes lidt op den lille. Det tror jeg nu heller ikke hun har noget imod;) 

Ricco

Ricco er den lille frækkert, der elsker at bide i tæer. Uha, han kan næsten ikke lade være, og specielt ikke, når de vrikker. Han holder stadig sin nye stil med at kysse som søster, Shika, for han er jo ret intelligent, og har set at det giver mere opmærksomhed. Desuden har han også fundet ud af, at han har endnu et talent. Han har nemlig det mest ynkelige pib, som han bruger flittigt, når han skal have opmærksomhed. Det skulle vel aldrig være Elvis, der har lært ham det. Se bare Ricco her på billederne - jeg fik lige fanget et par pib.

   
18. november 2010

Så er killingerne blevet en uge ældre siden sidst, og der sker bare meget personlighedsmæssigt i øjeblikket. De er alle rigtig begyndt at kæmpe om opmærksomheden hos os herhjemme. Elvis piber højere end han plejer og både Ricco og Elvira er nu begyndt at uddele myssere. De har stor glæde af hinanden og elsker at lege sammen. De er helt sikkert et rigtigt kuld og nyder hinandens selskab. De får alle stadig mælk hos Molly-mor. Hun kalder lige på dem, når hun synes, det er på tide, at få lettet de tunge babser lidt;) Det ser bare så voldsomt ud nu, fordi de er blevet så store. Til tider kan jeg næsten ikke se Molly ;) Alle killingerne er også utrolig glade for vores nyeste killing Dreamy, som gerne vasker og putter med de små. Hun har været en skøn storesøster lige fra de var så, så hende er de alle meget glade for.

E-kuld

E-kuldet er nu 10 uger og 2 dage. Tiden går så stærkt, synes jeg. De er begge blevet mere og mere kontaktsøgende, som om det kunne lade sig gøre. :) De ligger gerne begge hos os om aftenen, når det er sofatid:)

Elvira

Hun bliver bare smukkere og smukkere. Og bedst af alt har hun det blideste sind! Hun er som sagt, begyndt at give os kyssere nu også. Hun følger også gerne efter mig som en lille hund og skal helst ligge og putte på mig, og gerne som et halstørklæde:) Desuden har hun showmarkeringer, så hun har en eventuel fremtid som showmis.

Elvis

Lille Elvis er slet ikke så lille endda. Han er faktisk en del større end Elvira, men han har vundet alles hjerter med sin store charme. Han skal hjem og bo hos, ja gæt engang? Ja hos Helene og René. Der skal han nyde livet sammen med alle de andre bimser. Helene og René er lige flyttet i hus, så de har masser af plads til den lille prins, og mon ikke Helene skal showe ham lidt, også når nu han har så fine aftegninger ;) Han glæder sig meget til at flytte hjem til sine nye forældre, for der var kærlighed ved første blik mellem Helene og Elvis. <3 og jeg ved, at hun vil passe godt på min lille prins.

Pia's babyer

Pias børn bliver bare mere og mere lækre. De er simpelthen så dejlig runde i hovederne og har begge en død flot profil. Dem kan hun godt være stolt af. Jeg er ihvertfald meget stolt af at have passet de små spradebasser. Det bliver da også ret sørgmodigt at skulle af med dem igen om kun små tre uger, for de har en ganske særlig plads i hjertet. De fik sådan en dårlig start på livet, og derfor var en en stor opgave og ære samtidig at få lov og opfostre dem. De er blevet sådan nogle hengivne og tillidsfulde bamser. Jeg takker Pia mange gange for tilliden og du skal vide, at jeg er glad for at have mødt dig, trods omstændighederne. Men se lige noget godt og lækkert, der er kommet ud af det. Jeg er sikker på, du slet ikke kan vente til de kommer hjem og bo. Det bliver så spændende for dig.

Shika

Shika er stadig kysseprinsessen med store bogstaver! Elvira har ikke tilnærmelsesvis overhalet hende. Hun er bare så sød, og når vi nusser hende over hovedet spinder hun så sødt. Det er lidt hyggeligt, for det er sådan en skøn lyd, og signal for hun stortrives. Hun er en rigtig livsnyder og har det bedste temperament. Man kan gøre alt med hende, hun splatter bare i vores hænder. Det er ikke til at stå for. Shika har iøvrigt fine showmarkeringer, så måske jeg ser Pia og Shika på udstilling i fremtiden ;)

Ricco

Ricco er nu 9 uger og 2 dage og han er da bare Prince Charming - no doubt about it. Han er simpelthen så kær med sit kæmpe bamsehoved. Han har det dejligste udtryk i ansigtet, og ved I hvad? Han kan smile... :) Se lige det andet sidste billede. Hvor kært er det lige! Ricco har også fundet ud af, at vil man have lidt ekstra opmærksomhed herhjemme, må man give et par myssere, så det er han også begyndt på. Det troede jeg aldrig skulle ske. For vi har kysset ham lige siden, han var lille, og han har næsten vrænget ansigter af os. Haha, men nu kysser han selv. Dygtig dreng<3

   
9. november 2010

I kan tro, der er sket meget siden sidst. Alle fire killinger er blevet så store og smukke og frække, ikke mindst. De fræser rundt i hele huset nu, og de har da også alle været ude i kattegården. Kattegården bruger de særlig flittigt, når støvsugeren bliver slæbt frem, for den er bare farlig. De er alle nogle rigtig puttehøner, der gerne putter sammen div. steder. Men nu kan de snart ikke være i køjen samtidigt mere.

 

E-kuld

Ekuldet er idag 9 uger og de er så frække. De er super gode til at give deres mindre søskende gode ideer. De elsker at ligge på badeværelsesgulvet, hvor der er varme i gulvet. De er begge sådan nogle kærlige bimser. De er enormt opmærksomhedssøgende og vil gerne ligge på maven af os og nusses.

Elvira

Elvira er vores lille fine cirkusprinsesse. Hun er stadig lille og spinkel men er da begyndt at få lidt runde kinder. Hun er noget så kær og elsker at putter hos os, så vi nyder at hun er så kontaktsøgende og tillidsfuld. Jeg glæder mig til at se, hvordan hun ser ud, når hun får lidt mere sul på kroppen. Hun har bare det mest yndefulde ansigt, og når hun ligger der og kigger på mig, er det som om hun kan se helt igennem mig med sine smukke dybe blå øjne.

Elvis

Skønne Elvis er stadig den største charmer herhjemme, det kan vi ikke komme uden om. Han er super fræk og laver altid masser af ballade. Han elsker bl.a. at tygge i tæer, og har da også fået vist Ricco og Shika, hvordan man gør det. Han er stadig den største af dem alle og er så lækker blød og har det bedste temperament. Han finder sig i alt og er ikke bange for noget. Eller det skulle da lige være støvsugeren ;)

Pias babies

Nu er de små blevet 8 uger, som tiden dog er gået stærkt. Der er bare rigtig sket meget siden sidst. Ricco bliver bare skønnere og skønnere. Har I lige set den skønne knold. Han er simpelthen blevet så fin, ligesom den grimme ælling. Shika er nu mindre end ham men stadig lige skøn. Pia kommer i næste uge og besøger sine to små troldeunger. Det bliver nok sidste gang inden de skal hjem til hende. Jeg er sikker på hun ikke kan vente. Det bliver også meget mærkeligt at skulle af med de to skønne bamser. De er noget så kære.

Shika

Shika er stadig den største kysseprinsesse. Hun er i øvrigt super fræk og elsker at gnasker i tæer sammen med Elvis. Av! Hun har sådan nogle smukke blå blå øjne. Så har hun det sødeste væsen, se lige på de sidste billeder, hvordan hun gør sig til. Hun vidste næsten ikke, hvordan hun skulle vende og dreje sig for at gøre sig bemærket.

Ricco

Den grimme ælling er pludselig blevet til en smuk smuk svane. Det er et rigtigt eventyr. Se lige hvor lækker han er! Nu har han også lært at klarte ned af kradsetræet, hvor han før sad i en køje og peb indtil jeg tog ham ned. :) Det er nu helt rart, at han kan selv, den lille mand. Så kan han også spare sin stemme lidt. Jeg glæder mig til at høre, hvad Pia siger til ham, når hun ser ham, for han er den der er sket mest med siden, hun så dem sidst.

   

19. oktober 2010

Tiden flyver af sted og se bare, hvor store og lækre de alle fire er blevet. De er bare bedste venner alle sammen og nyder at udforske stuen. Nu er kravlegården for lille til dem, og de kan ikke længere holdes inde, så de får lov at løbe frit rundt, og det er bare hyggeligt. De bliver dog i stuen sammen med os. De er også rigtig begyndt at ville putte, når vi sidder i sofaen, så bliver vi overdynget med babyer. Det er jo herligt ;) Som I kan se på billederne har de også fået kradsetræet retur og de kravler i det som nogle små aber. Men det synes nemmere at komme op end ned;)

E-kuld

E-kuldet er idag 6 uger, og de bliver bare sjovere og sjovere. De er begge rigtig kontaktsyge. Elvis er i øjeblikket stadig den smukkeste og Elvira er det lille skrævl, men jeg kan tydeligt se, at hun nok skal blive rigtig fin. Hun er lidt mere skrøbelig og dukket - præcis som en pige skal være. De to kan nu hoppe over indhegningen i stuen og vi har derfor fjernet den, så de rigtig kan lege turbofræs i hele stuen med deres mindre søskende.

Elvira

Elvira er vores første lilla pige, og jeg er bare så spændt på at se, hvordan hun udvikler sig. Hun lømler ekstremt meget lige nu, så I må lige bære over med hendes lange lemmer og kæmpe ører. Jeg glæder mig til at se hende, når hun får noget størrelse på og noget mere udmaskning. Hun har ihvertfald et helt specielt udtryk i sit ansigt, en smuk skinger stemme og et hjerte af guld, ikke mindst. Hun elsker at putte i vores arme foran tv'et og giver da også et kys eller to, hvis det lige skulle komme over hende. Hun er en rigtig prinsesse<3

Elvis

Elvis er klart the King of Rock and Roll herhjemme. Han er den der starter med alle unoderne og giver de andre gode ideer. Han er super fræk og er allerede begyndt at stikke af, når jeg prøver på at fange ham. Han har så meget personlighed, at man ikke kan lade være med at forelske sig i ham, for han er bare sådan en lille tyk trold, som man kan gøre hvad som helst med. Så er han også blevet en stor kysser, og elsker at kysse. Han bliver helt stadig og kan ikke få nok kysseri, så vi må ikke bare gå midt i hans kys. Så kravler han op i hovedet på os og lægger sin pote på vores kind og kysser os igen. Det er da sødt!

Pia's babies

Idag er Pias skønne babyer 5 uger. Der er sket specielt meget med dem siden sidste opdatering. Se bare forskellen på billederne. Desuden er Ricco blevet meget smukkere siden sidst. Se selv billedet ved siden af, hvor meget de egentlig ligner hinanden. Shika ligger til venstre og Ricco til højre. De har et super temperament begge to. De er slet ikke sådan nogle små skrigunger som mine egne, og de er ikke bange for at slås med deres "bror og søster". De har så meget glæde af hinanden alle sammen og det er så skønt at se. Pia har været her siden sidst og besøgt sine to små guldklumper og de var så glade for at se hende og hun dem. Der var sket rigtig meget med dem siden hun afleverede dem her. Jeg er sikker på hun føler tiden går alt for langsomt og kan dårligt vente på at få dem begge hjem igen.

Shika

Shika er stadig noget så bedårende. Hun har et rigtig dukkeansigt og er bare så kær. Hun har de skønneste sad eyes. Ja, jeg kan ikke stå for de der lækre sad eyes. Man bliver jo helt blød om hjertet. Hun har også lært at kysse siden sidst og giver også gerne et kys eller to. Hun elsker også at putte på vores maver og blive nusset.

Ricco

Ricco er nok den der har udviklet sig mest. Han har fået lidt mere sul på kroppen og hans ører synes en smule mindre. Han har simpelthen bare fået det kæreste fjæs:) Hvem kan stå for den lille charmetrold? Og så passer han rigtig på sin søster, Shika. Prøv at se hvor hun putter sig ind til ham. Det er bare så kært. Hans omsorgsgen fejler i hvert fald ikke noget. Og se lige hvor fræk han også kan være. Han kan nemlig være en rigtig lille lømmel, der gerne bider lidt de andre for at få lidt opmærksomhed tilbage, og helt ærlig, er det for meget forlangt?? :)

   

8. oktober 2010

Så blev det endelig tid til opdateringer igen. Jeg beklager ventetiden, men jeg har haft travlt med to jobs og praktikstart, så der har været meget på programmet. Men nu har jeg endelig en fridag og kunne bruge lidt tid på at tage nye billeder af de dejlige bamser. Der er bare sket vildt meget siden sidst. De er kravlet ud af kassen alle sammen, og de løber rundt i deres løbegård. De er endda begyndt at spise fast føde og gå på bakken, og det er alle fire. Så det er rigtig flot.

Pia har fundet på nye navne til hendes bimser. De skal hedde Ricco og Shika, nogle skønne navne og de passer super godt til de to små trolde.

E-kuldet

Elvira og Elvis har bare fået så meget personlighed siden sidst. Elvira er skrigeren, og hun har sådan en skinger stemme, der virkelig kan skrige igennem, når noget ikke passer hende. Elvis er mega opmærksomhedskrævende og står og skriger inde i kravlegården på vi tager ham op i hænder. Det nyder han så meget. Nu er de også rigtig begyndt at slås og lege med hinanden og det er herligt at se. Det er sådan en hyggelig alder.

Elvira

Vi har godt nok været i tvivl om hvilken farve Elvira havde, men nu er der vidst ikke længere tvivl om, at hun er lilla. Vi har jo aldrig haft en lilla før, så det var lidt svært. Men hun er bare sådan et fint lille pus. Elvis har endelig overhalet hende i vægt, så nu har hun fået en mere feminin størrelse:) Hun har en fantastisk smuk blå øjenfarve i forhold til hvor lys hun er. De er allerede dejlig mørke hendes øjne.

Elvis

Vi kan vidst ikke komme uden om at Elvis er hjerteknuseren herhjemme. Der er altså noget med de drenge. De er som regel altid dem der er mest kontaktsøgende i starten, og derfor synes jeg ofte at man falder for dem. Så er han jo også bare mega fin. Jeg synes faktisk, han ligner lidt en blanding af Alonsus og Bombay på billederne, hvordan det så ellers lige kan gå til. Han har super fine kiler og sokker. De er næsten helt symmetriske. Der er kun en lille bitte forskel på forpoterne. Så vi er næsten allerede begyndt at øve til show :) ej dog ikke. de får lov at nyde at være killinger, og der er bare fart over ham her.

Shika

Prøv lige at se en darling <3 Har man set mage til en yndig pige? Hun er bare så sød. Ja det er begge Pias killinger. De skriger næsten ikke. De er bare så mega nemme. Det er skønt, så man kan slet ikke lade være med at tage dem op og nusse med dem. Hendes aftegninger ser super fine ud, så det bliver spændende om hun bliver en lille showpige :)

Pia kommer snart og kigger til hendes babyer, og jeg tror hun får et chok, når hun ser, hvor meget de er vokset, og hvor dejlige de er blevet. Shika er klart den største af de to. Ricco er et lille skrævl i forhold til, men han guffer løs af vådfoder og kan ikke få nok, så det varer nok ikke længe før han kommer efter det.

Ricco

Her har vi den lille søde Ricco. Han ligner et lille fugleskræmsel i forhold til søster lige nu. Men lige pt. trøster han sig med at det altid er hannerne, der er smukkest inde for dyreverdenen, vel at bemærke :) Så han har ikke opgivet håbet om at slå søster. Han har også bare det mest nuttede udtryk i ansigtet. Han skal nok blive super lækker. Ricco glæder sig til at se sin rigtige mor Pia inden længe.

   
 

23. september 2010

Idag er E'erne 2 uger og 2 dage gamle. Nu er de rigtig ved at blive killinger. De ser slet ikke ligeså baby'ede ud som sidste gang. De er så sjove at observere. De er begyndt at vaske og bide lidt i hinanden. De er nogle rigtig livsnydere som I kan se på billederne. Desuden er de rigtig gode til at tage sig af deres mindre nye søskende. På første billede ligger Elvira og vasker D'erne.

Elvira

Elvira bliver bare smukkere og smukkere. Hun har et rigtig skønt dukket ansigt og hun har allerede vundet en særlig plads i mit hjerte. Nu kan vi også rigtig se hendes farve, som er chokolade. En rigtig lille chokoknap. Vi glæder os til at se, hvor smuk hun bliver i fremtiden og om hun mon bliver til show??

 

Elvis

Elvis er charmør nr. 1. Han kan nu kravle ud af fødekassen og han er kun 14 dage gammel. Lidt imponerende. Hver gang vi kommer, kommer han os kravlende i møde. Han synes livet på den anden side af kassen er så interessant, så han bliver nok en rigtig lille turbofræser når han når de fire uger. Uha, godt der er lidt tid til det endnu :)

Pia's D-kuld

Idag er D'erne 1 uge og 2 dage. Det er helt vildt at pigen allerede begyndte at åbne sine øjne for tre dage siden. De er virkelig hurtige i deres udvikling. De tager stadig flot på begge to, og har næsten fordoblet deres vægt. Pigen er stadig størst. Hun er lidt længere fremme udviklingsmæssigt end drengen. Han har kun lidt åbne øjne. De har allerede fået meget mere personlighed og er stadig ikke bange for at kæmpe med deres store søskende om babserne. Det er så skønt at se. Pia er kommet lidt i tvivl med navnene på bamserne, så nu kalder vi dem prinsen og prinsessen indtil videre. Hun har tænkt sig at beholde begge bimser selv efter den grimme oplevelse at miste deres mor.

 

Prinsessen

Puttepigen vejer 182 gram d.d. og er super sød og dejlig. Hun er rigtig ved at få øjne nu, så hun søger os meget mere. Det er nu ret hyggeligt. Hver gang vi nusser dem, piber de og stritter alle ben i vejret så vi rigtig kan nusse de tykke mavser. Nu skal de to bare blive lidt større og sjovere og så kommer mor Pia og kigger til dem. Det er jeg sikker på de glæder sig til :)

 

Prinsen

Prinsemanden er en rigtig hyggetrold. Han ligger allerede på de sjoveste måder. Hans øjne er så småt begyndt at åbne sig så han kan titte ud til verden. Men jeg tror dog stadig ikke han har opdaget, at der er liv  uden for kassen. Han nyder livet i fødekassen med sine søskende og bonusmor Mollys mælkebar.

 

   

17. september 2010

Herhjemme er rigtig sket noget siden sidst. Molly har fået to ammebørn, som hun har taget rigtig godt imod. Killingernes egen mor, døde tragisk vis under kejsersnittet og Pia fra Miss Miracle manglede en god og kærlig mor til hendes små øjesten. Da Molly jo elsker babyer tænkte vi, at det var ingen sag for hende. Hun klarer bare det hele så flot. Hun tog gladeligt imod de nye som var de hendes egne, og hun passer dem til ug. De har det begge godt og tager jævnt på. Elvira og Elvis har også taget rigtig godt imod de nye killinger fra Pia's D-kuld. De tumler rigtigt og putter sammen.

Elvira

Siden sidst er hun blevet dobbelt størrelse og hun er så småt begyndt at åbne øjnene lidt. Hun er i hvert fald helt klar over, at der er noget andet spændende uden for fødekassen. Hun kan sidde mere og mere op og var meget interesseret, da jeg tog billeder. Jeg er lidt i tvivl om, hun er blå eller chokolade.

Elvis

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at han er brunmasket med den dejlige brune snude. Han er super sød ved de nye "halv"-søskende og putter gerne med dem. Han har også forøget sin vægt fint og er ved at hale ind på søster. Så er han desuden en charmetrold så navnet passer perfekt. Han er en lille kyssefyr.

   

10. september 2010

Idag er E'erne 3 dage gamle og begge er blevet rigtig store. De vejer nu begge omkring de 135 gram. De er så småt allerede ved at udvikle personligheder og derfor har vi fundet på navne til dem. De har også begge fået farve på ørerne. De er bare super nemme og dejlig bløde.

Elvira

Elvira fik sit navn fordi hun allerede er en lille cirkusprinsesse<3 Se lige hvordan hun hænger i luften på billedet nedenfor. Hun er en rigtig kærlig pige med en dejlig lys stemme. Hun virker stadig dejlig bred og rund i hovedet. Desuden er hun en rigtig god storesøster, der passer på sin lillebror og holder uden om ham<3

Elvis

Han kunne jo ikke hedde andet end Elvis, for han er rigtig højtråbende dernede i kassen, og når vi tager ham op, synger han gerne en sang eller to for os :) Se bare på billederne. Vi tror han bliver brunmasket, idet han allerede har så meget farve.

   

7. september 2010

Så kom E-kuldet endelig til verden. Molly fødte to kæmpe killinger på henholdsvis 115 og 118 gram. Der kom kun to, selvom hun havde taget 1,2 kg på. Men så kan vi også rigtig have tid til at nyde dem i ro og mag. De er begge bare så fine og store. Molly er så dygtig til at passe dem, og de fik mad med det samme. De har allerede begge taget på. Jeg er ret sikker på, at der er en af hvert køn.

Mange tak til Susanne for lån at din smukke Helios. Vi glæder os til at se, hvordan killingerne udvikler sig.

E1

Her er den lille pige, eller store pige. Hun vejede 115 gram efter fødslen og var den førstefødte. Vi glæder os til at følge hende og se hvor fin hun bliver. Hun er allerede rigtig bedårende. <3

E2

Her er lidt billeder af den lille dreng. Han er bare en skøn størrelse med sine 118 gram. Sikke en trold. Han har allerede lidt farve på ørerne som I kan se på billederne og han er knap et døgn på billederne.

   

25. august 2010

Idag er Molly knap 8 uger henne og med en kampvægt på 3,9 kg. Hun vejer normalt 3 kg, så hun har taget 900 gram på. Maven er bare stor og fin og hun nyder rigtig sin drægtighed. Hun er en rigtig kæleprinsesse og I kan tro hun er begyndt at lede efter fødesteder alle vegne som hun synes. Skufferne i klædeskabet er i højest kurv, men det går jo ikke rigtig, så vi må holde døren lukket. Vi er så spændte på at de små killinger kommer til verden, nu kan det ikke vare længe. Hvis du har interesse i en killing, så tag endelig kontakt allerede nu.